Magasinet MOR

Skrevet af Kickan, Med 0 Comments, Kategori: Artikler, blogs, brevkassesvar og interviews,

Kære magasinet mor,
Lige nu burde mit liv være perfekt. Jeg har en fantastisk kæreste, hvor det var kærlighed ved første blik, en smuk lille datter på ti måneder, og vi har styr på bolig og økonomi. Men det er det bare ikke. Min kæreste havde et one night stand med en meget ung pige et halvt år, før han mødte mig. De havde efter den pågældende nat ingen kontakt med hinanden. Efter min kæreste og jeg havde kendt hinanden i knap tre måneder, ringer pigen så og fortæller, at min kæreste skal være far en uge efter.

Det var sindssygt hårdt, fordi vi lige havde mødt hinanden, og den efterfølgende faderskabssag var heller ikke videre morsom. Min kæreste var far til drengen, og selvom han og moderen har et mildt sagt anstrengt forhold til hinanden, ser min kæreste sin søn. Nu er sagen den, at jeg simpelthen ikke kan styre min jalousi overfor drengen. Hver gang han besøger os, får jeg ondt i maven flere dage forinden, og jeg kan næsten ikke holde ud at være nærheden af ham. Jeg ved godt, at det ikke er hans skyld, og jeg skammer mig over mit manglende rationale i hele sagen, men jeg ville ønske, at min kærestes og mit barn var det første barn for os begge to.

Hvordan kan jeg lære at styre min jalousi?

Kh
Vandmanden