Magasinet MOR

Skrevet af Kickan, Med 0 Comments, Kategori: Artikler, blogs, brevkassesvar og interviews,

Kære magasinet mor,
Lige nu burde mit liv være perfekt. Jeg har en fantastisk kæreste, hvor det var kærlighed ved første blik, en smuk lille datter på ti måneder, og vi har styr på bolig og økonomi. Men det er det bare ikke. Min kæreste havde et one night stand med en meget ung pige et halvt år, før han mødte mig. De havde efter den pågældende nat ingen kontakt med hinanden. Efter min kæreste og jeg havde kendt hinanden i knap tre måneder, ringer pigen så og fortæller, at min kæreste skal være far en uge efter.

Det var sindssygt hårdt, fordi vi lige havde mødt hinanden, og den efterfølgende faderskabssag var heller ikke videre morsom. Min kæreste var far til drengen, og selvom han og moderen har et mildt sagt anstrengt forhold til hinanden, ser min kæreste sin søn. Nu er sagen den, at jeg simpelthen ikke kan styre min jalousi overfor drengen. Hver gang han besøger os, får jeg ondt i maven flere dage forinden, og jeg kan næsten ikke holde ud at være nærheden af ham. Jeg ved godt, at det ikke er hans skyld, og jeg skammer mig over mit manglende rationale i hele sagen, men jeg ville ønske, at min kærestes og mit barn var det første barn for os begge to.

Hvordan kan jeg lære at styre min jalousi?

Kh
Vandmanden

Kære Vandmand,

Uha, en svær sag. Jeg forstår sandelig godt at det kan være svært at komme overens med. Jeg kan se at du både er reflekterende og ser massere af rationale i dit brev. Jeg ved at du deler disse svære følelser af jalousi med mange andre, men det er også temmelig tabu belagt. Virkeligheden er, at du er blevet frarøvet dit billede af det at være en familie, at du har mistet forestillingen om en kernefamilie og at dynamikken i jeres familie hele tiden forstyrres. I dette ligger der et tab, som kræver erkendelse og bearbejdning.

Jeg håber du og din kæreste har gode kommunikationsvaner, da dette vil gavne denne proces. Det går på at du åbent kan fortælle om det du oplever som svært, hvad det gør ved dig og at du blot kan blive lyttet til. Afstem jeres forventninger til besøgene, din rolle, jeres fælles barns rolle, dagene hvor den lille dreng er på besøg, fremtiden, ferier, mv., så du ikke går med alle de følelser uden at i får sat ord og handling på. Jeg foreslår at i tager en samtale hos en terapeut hvis i ikke kan få talt tingene igennem sammen, uden at det går i hårdknude. I har mange år foran jer med denne problemstilling, så jo hurtigere den behandles, des bedre for alle. Og husk nu; Din kæreste har selv valgt dig. Formodentlig fordi, at dig ville han have.

Mange tanker og hilsner,
Kickan Andersen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *