Magasinet MOR

Skrevet af Kickan, Med 0 Comments, Kategori: Artikler, blogs, brevkassesvar og interviews,

Kære Magasinet Mor

Jeg er den stolte mor til en lille pige på snart fire mdr. Før hun blev født, aftalte min mand og jeg, at vi skulle dele barslen sådan, at jeg tog det første halve år, og så tog han de sidste tre mdr. Inden længe skal jeg altså tilbage på arbejde, og så skal min mand overtage det fulde ansvar for vores lille prinsesse – Og det har jeg det ærlig talt elendigt med. Dengang vi aftalte fordelingen af barslen, syntes jeg det gav virkelig god mening, både i forhold til mit job og vores økonomi.

Jeg var også sikker på, at et halvt år var rigeligt for mig at gå hjemme. Men efterhånden som dagene og månederne er gået, har jeg ændret mening. Jeg er nemlig ikke helt tryg ved at overlade vores datter til min mand, for jeg synes simpelthen ikke, han er opmærksom nok, når han det er ham, der har ansvaret. Måske er det bare mig, der er lidt for meget ’mor ved bedst’-agtig, men jeg synes bare, jeg fortæller ham det samme igen og igen, kun for at se ham gentage samme fejl umiddelbart efter.

Måske giver det også bedre mening, at der er mig, der tager mig af hende, her mens hun er så lille, og så kan han komme mere på banen, når hun bliver ældre og bedre kan klare sig selv. Jeg overvejer derfor at tage en snak med ham om at forlænge min barsel i stedet for at han går fra om et par måneder. Men hvordan får jeg det sagt til ham på en god måde? Håber, du kan hjælpe.

Kærlig hilsen Stinne

Kære Stinne, Din oplevelse af ”mor ved bedst”, deler du med andre kvinder på barsel og den er meget udbredt når man varetager den primære pleje af barnet. Du har jo et naturligt forspring i at aflæse og imødekomme jeres datters behov. Men det giver nemt konflikter og skævvridning i parforholdet når der korrigeres og rettes. Omvendt skal du tage dine egne følelser alvorligt, og du har måske brug for mere tid med dit barn. Det er jo ok. På et dybere niveau er der i jeres fase en masse psykologi omkring skabelse af mor identitet og barnets overlevelse, så dine følelser er helt normale.

Jeres forskellige måde at møde jeres datter på, vil formodentlig vare ved, så mit råd til dig er at du netop bliver opmærksom på hvordan du siger tingene. Det er vigtigt at din mand ikke kommer til at opleve det som direkte kritik af ham og hans måde at være far på, men at du tager ansvaret for at det er dig der har det svært ved andre måder end din egen. Det er bedst på en bestemt måde i din optik, men ikke den eneste måde. Start med at formulere din ønsker som ønsker og vær konkret.

Bliv på din egen banehalvdel, tal i jeg-person og om det som det i virkeligheden drejer sig om. Dig. Det kunne komme til at lyde således; ”Tingene har ændret sig for mig efter vores datter er kommet til verden. Jeg har opdaget at jeg er mor med stort M, og at jeg virkelig godt kunne tænke mig resten af barslen. Jeg er temmelig ”mor ved bedst-agtig”, (hvilket sikkert ikke altid er nemt for dig), men jeg er bare mest tryg og tilpas når jeg selv er omkring hende. Jeg synes hun er så lille og at hendes mor skal være der. Jeg er slet ikke klar til at overgive hende til andre. Det handler mere om mig end om dig. Hvad siger du til at jeg holder resten af barslen?”.

Fortsat god barsel!

Mange varme hilsner,
Kickan Andersen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *