Artikler, blogs, brevkassesvar og interviews
v. Kickan Andersen
Følg min blog på min-mave.dk her: http://www.min-mave.dk/blogs/eksperternes/user-87589.htm
Magasinet MOR august 2011
Kære Magasinet Mor
Jeg er den stolte mor til en lille pige på snart fire mdr. Før hun blev født, aftalte min mand og jeg, at vi skulle dele barslen sådan, at jeg tog det første halve år, og så tog han de sidste tre mdr. Inden længe skal jeg altså tilbage på arbejde, og så skal min mand overtage det fulde ansvar for vores lille prinsesse – Og det har jeg det ærlig talt elendigt med. Dengang vi aftalte fordelingen af barslen, syntes jeg det gav virkelig god mening, både i forhold til mit job og vores økonomi. Jeg var også sikker på, at et halvt år var rigeligt for mig at gå hjemme. Men efterhånden som dagene og månederne er gået, har jeg ændret mening. Jeg er nemlig ikke helt tryg ved at overlade vores datter til min mand, for jeg synes simpelthen ikke, han er opmærksom nok, når han det er ham, der har ansvaret. Måske er det bare mig, der er lidt for meget ’mor ved bedst’-agtig, men jeg synes bare, jeg fortæller ham det samme igen og igen, kun for at se ham gentage samme fejl umiddelbart efter. Måske giver det også bedre mening, at der er mig, der tager mig af hende, her mens hun er så lille, og så kan han komme mere på banen, når hun bliver ældre og bedre kan klare sig selv. Jeg overvejer derfor at tage en snak med ham om at forlænge min barsel i stedet for at han går fra om et par måneder. Men hvordan får jeg det sagt til ham på en god måde? Håber, du kan hjælpe.
Kærlig hilsen Stinne
Kære Stinne,
Din oplevelse af ”mor ved bedst”, deler du med andre kvinder på barsel og den er meget udbredt når man varetager den primære pleje af barnet. Du har jo et naturligt forspring i at aflæse og imødekomme jeres datters behov. Men det giver nemt konflikter og skævvridning i parforholdet når der korrigeres og rettes. Omvendt skal du tage dine egne følelser alvorligt, og du har måske brug for mere tid med dit barn. Det er jo ok. På et dybere niveau er der i jeres fase en masse psykologi omkring skabelse af mor identitet og barnets overlevelse, så dine følelser er helt normale.
Jeres forskellige måde at møde jeres datter på, vil formodentlig vare ved, så mit råd til dig er at du netop bliver opmærksom på hvordan du siger tingene. Det er vigtigt at din mand ikke kommer til at opleve det som direkte kritik af ham og hans måde at være far på, men at du tager ansvaret for at det er dig der har det svært ved andre måder end din egen. Det er bedst på en bestemt måde i din optik, men ikke den eneste måde. Start med at formulere din ønsker som ønsker og vær konkret. Bliv på din egen banehalvdel, tal i jeg-person og om det som det i virkeligheden drejer sig om. Dig. Det kunne komme til at lyde således; ”Tingene har ændret sig for mig efter vores datter er kommet til verden. Jeg har opdaget at jeg er mor med stort M, og at jeg virkelig godt kunne tænke mig resten af barslen. Jeg er temmelig ”mor ved bedst-agtig”, (hvilket sikkert ikke altid er nemt for dig), men jeg er bare mest tryg og tilpas når jeg selv er omkring hende. Jeg synes hun er så lille og at hendes mor skal være der. Jeg er slet ikke klar til at overgive hende til andre. Det handler mere om mig end om dig. Hvad siger du til at jeg holder resten af barslen?”.
Fortsat god barsel!
Mange varme hilsner,
Kickan Andersen
Magasinet MOR juli 2011
Kære Magasinet Mor
Min mand og jeg venter vores første fælles barn her til oktober. Han har i forvejen en datter på seks år fra et tidligere forhold, som vi har hver anden uge. Hun glæder sig rigtigt meget til at få sin nye lillebror, men jeg vil gerne gøre så meget som overhovedet muligt for, at hun ikke føler sig overset eller kørt ud på sit sidespor, når lillebror lige pludselig er her og ikke inde i min mave længere.
Kan du give mig nogen gode råd til, hvordan vi kan gøre det?
Mvh, Julie
Tak
Kære Julie,
Tak for din henvendelse. Først og fremmest skal i være jer bevidst, at det er en gave at få søskende. Det er naturligvis en omstilling for et barn at der pludselig er en anden der kræver så meget opmærksomhed, men oftest ser jeg at også netop dét, er en gave som barnet naturligvis ikke selv har blik for. Dét, ikke altid at have nogle ”på sig”, fordi tiden også går til en anden, det giver noget frihed, selvstændighed og ro som de fleste børn har godt af.
I kan støtte hende ved at tale om at en lille kræver meget arbejde, lade hende hjælpe med skifte, give tøj på, give sut m.v. Man kan låne mange gode billedbøger på biblioteket, som også beskriver de modsatrettede følelser barnet kan opleve i forbindelse med at få en ny søskende. Bøgerne kan læses både før og efter den lille er kommet. Det kan også være vigtigt at en af jer lave ting alene med den store, hvor opmærksomheden derfor kun er på hende. Ros hende i samvær med den lille og sig at han godt kan lide hende.
Mange venlige hilsner,
Kickan Andersen
Psykoterapeut MPF, Parterapeut, PREP-leder og Foredragsholder
Magasinet MOR Juni 2011
Kære magasinet mor,
Lige nu burde mit liv være perfekt. Jeg har en fantastisk kæreste, hvor det var kærlighed ved første blik, en smuk lille datter på ti måneder, og vi har styr på bolig og økonomi. Men det er det bare ikke. Min kæreste havde et one night stand med en meget ung pige et halvt år, før han mødte mig. De havde efter den pågældende nat ingen kontakt med hinanden. Efter min kæreste og jeg havde kendt hinanden i knap tre måneder, ringer pigen så og fortæller, at min kæreste skal være far en uge efter. Det var sindssygt hårdt, fordi vi lige havde mødt hinanden, og den efterfølgende faderskabssag var heller ikke videre morsom. Min kæreste var far til drengen, og selvom han og moderen har et mildt sagt anstrengt forhold til hinanden, ser min kæreste sin søn. Nu er sagen den, at jeg simpelthen ikke kan styre min jalousi overfor drengen. Hver gang han besøger os, får jeg ondt i maven flere dage forinden, og jeg kan næsten ikke holde ud at være nærheden af ham. Jeg ved godt, at det ikke er hans skyld, og jeg skammer mig over mit manglende rationale i hele sagen, men jeg ville ønske, at min kærestes og mit barn var det første barn for os begge to.
Hvordan kan jeg lære at styre min jalousi?
Kh
Vandmanden
Kære Vandmand,
Uha, en svær sag. Jeg forstår sandelig godt at det kan være svært at komme overens med. Jeg kan se at du både er reflekterende og ser massere af rationale i dit brev. Jeg ved at du deler disse svære følelser af jalousi med mange andre, men det er også temmelig tabu belagt. Virkeligheden er, at du er blevet frarøvet dit billede af det at være en familie, at du har mistet forestillingen om en kernefamilie og at dynamikken i jeres familie hele tiden forstyrres. I dette ligger der et tab, som kræver erkendelse og bearbejdning. Jeg håber du og din kæreste har gode kommunikationsvaner, da dette vil gavne denne proces. Det går på at du åbent kan fortælle om det du oplever som svært, hvad det gør ved dig og at du blot kan blive lyttet til. Afstem jeres forventninger til besøgene, din rolle, jeres fælles barns rolle, dagene hvor den lille dreng er på besøg, fremtiden, ferier, mv., så du ikke går med alle de følelser uden at i får sat ord og handling på. Jeg foreslår at i tager en samtale hos en terapeut hvis i ikke kan få talt tingene igennem sammen, uden at det går i hårdknude. I har mange år foran jer med denne problemstilling, så jo hurtigere den behandles, des bedre for alle. Og husk nu; Din kæreste har selv valgt dig. Formodentlig fordi, at dig ville han have.
Mange tanker og hilsner,
Kickan Andersen
Magasinet MOR maj 2011
Kære magasinet mor
Min dejlige kæreste skal føde om to måneder, og jeg er hånden på hjertet hamrende angst for det. Jeg har det utroligt svært med hospitaler, og den sidste gang min kæreste blev scannet, måtte jeg gå under det hele, fordi jeg hyperventilerede og fik det utroligt skidt. Jeg får klamme hænder bare ved tanken, om at skulle på et hospital, men samtidig vil jeg jo også være med til fødslen og støtte min kæreste.
Hvad skal jeg gøre?
Kh, Martin
Kære Martin,
Du skriver at du hyperventilerede sidst du var med til scanning og at du fik det dårligt. Man får det dårligt af at hyperventilere fordi kroppen ikke får tilstrækkeligt med ilt. Så du skal træne din vejrtrækning og vende blikket ind ad på vejrtrækningen med håndfast disciplin så snart du får de symptomer. Dybe indåndinger helt ned i maven og pust helt ud. Det afholder dig fra at gå i panik og fra at få angst. Ikke uden grund skal også den fødende lære det.
Og; Vil du egentlig gerne være med? Eller er det mest for at støtte din kæreste? Kan i nå til enighed om hvorvidt du skal være der eller ej? Jeg bliver nysgerrig på hvorfor har du det svært med hospitaler? Hvad forhindrer dig mere grundliggende i at være der? Hvad handler ubehaget om og hvad er det værste der kan ske? Hvad er der galt med at tage det som det kommer? Der er i hvert fald en læge eller to til at hjælpe dig og så har du gjort hvad du kunne også selvom du måtte ende på langs. Måske kan du og din dejlige kæreste sammen grine af det hele om et par måneder eller år.
Rigtig god fødsel!
Mange hilsner,
Kickan Andersen
Magasinet MOR april 2011
Kære Magasinet Mor
Vi er et ungt par, der har kendt hinanden i 8 år og står for at skulle igennem en insemination for at få vores ønskebarn.
Vi forbereder os på, at det kan blive udfordrende, men vil meget gerne have nogle gode råd til, hvordan vi bedst kommer igennem denne situation som par?
Vi har stor forståelse og kærlighed til hinanden, men vil gerne prøve at forberede os på de - til tider - svære situationer, som vi kan komme igennem for at få vores ønskebarn.
Mange tak for svaret på forhånd!
Med Venlig Hilsen
Othilia og Frank
Kære Othilia og Frank,
Det lyder som om i allerede har meget godt med jer. Stor forståelse og kærlighed er gode redskaber til bevarelsen af den gode kontakt i medgang og modgang.
Alt efter processen forløb kan i forvente en tur i alle følelsesregistrene. Ikke mindst hvis Othilia skal have hormoner. Hvis en graviditet indtræder, er følelsesmæssige op- og nedture en naturlig del af det.
En meget vigtig ting er at få talt sammen på en måde, så i begge føler at der er forståelse og omsorg for hver af jer. Jeg foreslår at i taler følgende igennem. Hvordan har i det egentlig med det der skal til at ske? Hvilke forventninger har i til situationen og til hinanden? Hvilke bekymringer? Hvilke forhåbninger? Hvad hvis det ikke bliver som i håbede? Hvordan kan støtte hinanden hvis det bliver svært? Skift til at have taleretten, afbryd ikke og bagatellisere ikke hinandens følelser og oplevelser. Bare lyt. I kan sagtens opleve og føle forskelligt omkring de samme situationer. Og har måske også nogle forskellige forventninger. Det er helt normalt. De fleste udfordringer opløses ved at man føler sig hørt.
Held og lykke,
Kickan Andersen
Magasinet MOR marts 2011
Kære Magasinet Mor
Jeg er nybagt mor til Bob på 4 måneder og nyder virkeligt min nye tilværelse som mor.
Min mand og jeg har kendt hinanden i 5 år og har op til fødslen haft et dejligt sexliv. Dette blev naturligt sat på en pause, da jeg fødte vores søn, men jeg har svært ved at finde lysten til sex igen. Jeg kan ikke rigtig koble af og finde ro til at nyde sex igen, fordi jeg hele tiden har mit fokus på Bob. Jeg føler mig virkeligt som en fiasko som kvinde og synes, det er frygteligt pinligt. Faktisk er jeg så flov over det, at jeg ikke engang kan tale med mine veninder eller mødregruppe om det.
Den manglende sex og intimitet gør også, at min mand og jeg kommer lettere op at skændes, hvilket aldrig gør tingene lettere.
Kan du komme med nogen gode råd til, hvordan jeg øve mig i at koble af og finde lysten til min dejlige mand igen uden konstant at have baby på hjernen?
Kh,
Lola
Kære Lola,
Mange nybagte forældre har ubevidste og/eller urealistiske forventninger til livet efter barnet er kommet. Til sex, egne præstationer eller formåen. Jeg kan forsikre dig om at din situation er ganske normal. Og jeg vil ikke skubbe på hos din dårlige samvittighed, men i stedet minde dig om at tiden som mor til et spædbarn er ganske kort og at det helt naturlige samspil hvor du føler at al din opmærksomhed er rettet mod jeres søn, ikke kun er normal, men også nødvendig for din søns udvikling. Det tager op til 18 timer i døgnet at passe et spædbarn og der følger jo ikke ekstra tid med de dejlige børn, så overskuddet tages et sted fra. Indtil den psykologiske proces hos kvinden selv, som drejer sig om den fysiske og psykiske sikring af ens afkom, er nogenlunde i balance, er mange kvinde bare ikke særlige lystorienterede. Nogle gange får medier og populærkulturen det til at se ud som om at alle andre har sex hele tiden. Men i virkeligheden går sex op og ned livet igennem. Og ofte ned i tiden efter barnet er kommet. MEN… Hvad angår din dejlige mand. Kunne i have sex, men med en aftale om ikke at have forventninger til din hengivelse i en periode? Således at han stiller sig tilfreds med et blowjob eller anden assistance. For at lette dig fra det pres det kan være at skulle give sig hen, men dermed kun drejer sig om at træffe en beslutning om at tilbyde en service. Hvis ellers kærligheden er der, er jeres proces et naturligt led i udviklingen af ethvert familieliv. Husk gensidigt at rose, værdsætte og anerkende hinanden. Hver dag.
De varmeste tanker,
Kickan Andersen
Danmarks lykkeligste familie. Læs omtale af Kickan Andersen og foredraget.
http://issuu.com/sinatur/docs/10356_sin_stay_no5__1b0da1c/10
Undgå at blive skilt de første 3 år
Offentliggjort på mama.dk i januar 2010
http://www.mama.dk/Guides/Mor/Parterapi.aspx
Om Parliv og trivsel. Tirsdag 12.1.10 - Af Signe Bjerre,
Det burde være så godt, og så er det alligevel skidt.
For mange nybagte forældre brister drømmen om den lykkelige familie, når hverdagen med en lille baby melder sig. Mangel på søvn, forskellige forventninger og en lang liste af praktiske opgaver sætter parforholdet på en hård prøve.
Men der er hjælp at hente. Med enkelte redskaber kan man som forældre blive bedre til at kommunikere og anerkende hinanden. Og når først barnet er tre år, begynder det hele som regel at blive lettere, vurderer parterapeut Kickan Andersen, der dagligt rådgiver forældre, der har problemer med parforholdet.
Hvilke problemer kommer nybagte forældre typisk med, når de henvender sig til dig?
- De fleste par, der henvender sig til mig, er blevet overrasket over, hvor stor en belastning det er for parforholdet at få et barn – både psykisk og fysisk. Dybest set kommer de fleste med et udækket behov for at blive elsket, påskønnet og værdsat. Mange har svært ved at kommunikere med hinanden og er kørt fast i et spor, hvor de kritiserer hinanden og fokuserer på de dårlige ting.
Hvornår begynder problemerne typisk at opstå, når man er blevet forældre?
- Folk kommer typisk til mig, når deres barn er omkring et år eller ældre, men ofte har problemerne været der over en lang periode. Jeg hører mange sige, "det skal ikke ændre vores liv, at vi bliver forældre", men det gør det jo. Som forældre stilles vi overfor en 24 timers ansvarsopgave, og vores udmattelse kan ikke undgå at sætte sit spor på parforholdet. Især de første par år er bakke-bølge-dal. Men det bliver nemmere, så snart barnet kommer i børnehavealderen. Og derfor burde alle forældrepar lave en aftale om ikke at gå fra hinanden, før det yngste barn er fyldt tre år.
Hvordan kan du som parterapeut være med til at løse de problemer, man har i et parforhold?
- Jeg forsøger at få parterne til at vise deres sårbarhed og sætte ord på, hvad det er, der føler, de mangler hos hinanden. Mange forældre ender i endeløse skænderier eller gensidig tavshed, som ofte dækker over afsavn og ønske om nærvær og kærlighed. Hvis det er dét jeg kan se, er det dét de får at vide, og så hjælper jeg dem med at blive bedre til at kommunikere med hinanden - at tage sin egen andel, lytte til den anden og give positiv opmærksomhed til den anden part.
Hvad kræver det af et par, hvis man skal gøre sig håb om at få løst sine problemer?
- Det kræver, at begge parter er indstillet på at tilgive hinanden, og at man er åben for egen andel og tør vise sin sårbarhed.
Er det blevet mere acceptabelt at gå til parterapi i dag end for ti år siden?
- Ja, det er det. Det er sunde og raske mennesker, der kommer i parterapi. Men jeg oplever stadig par, som gerne vil holde det hemmeligt. Det er ofte nogle der føler, det er pinligt at søge hjælp. Men efter første gang er alle fordommene som regel væk.
Hvem tager typisk initiativet til, at starte i parterapi?
Det er stadig sådan, at det primært er kvinden, der tager initiativet. Mænd henvender sig også, men det er som regel først, når kvinden har pakket og er gået. Selvom det typisk er kvinden, der er initiativtageren, er min erfaring dog, at mændene er meget modtagelige og samarbejdsvillige, når først de er her. Og begge er som regel lige interesserede i at komme igen.
Kommunikation der redder parforhold
Offentliggjort i Magasinet Mor, November 2009.
Af Psykoterapeut MPF og Parterapeut Kickan Andersen
Omkring 15-17 % af børn i alderen 0-6 år kommer til at opleve at deres forældre går fra hinanden. Det hele starter så rosenrødt og pludselig kan man ikke genkende den anden og måske endog sig selv. Jeg tør nok sige at alle der kaster sig ud i at få et barn med en partner, har et ønske om at det holder. Og selvom der er mange årsager til et forlist parforhold, er og bliver kommunikationen en væsentlig del af en opløsning. Enten fordi man ikke forstod, ikke fik sagt, eller netop fik sagt, fik råbt, eller den anden ikke forstod osv. Men man kan sagtens være vidt forskellige og have et fantastisk parforhold, eller arbejde på at det bliver godt. Mange par går fra hinanden som en langvarig følge af ikke at have følt sig set, mødt, værdsat eller elsket i parforholdet. Og disse områder kan dækkes ind i den daglige kommunikation når den fungerer.
Som psykoterapeut med mange par i terapi ser jeg mange grunde til at parforholdet langsomt går til grunde. I forvejen er et parforhold med små børn spidsbelastet, men med tungen lige i munden kan man afhjælpe en af de problematikker mange parforhold lider under.
En hverdag i en småbørnsfamilie er præget af et sæt komplicerede kommunikationsmønstre. Meget simpelt kan man opdele samtalerne i hverdags-, venskabs- og konflikt- samtaler.
Hverdagssamtaler er alle samtaler der har med planlægning at gøre. Alle kalenderaftaler, hente- og bringe aftaler, indkøbsaftaler, sportsaftaler, lægebesøg, fødselsdage mm. Dette er nødvendige samtaler der kan dræne og udmatte i form af deres trivialitet og et indirekte krav om samarbejdsevne og kompromis. Fleksibiliteten og lysten til at indgå kompromiser, kan gå op og ned, afhængigt af den øvrige ”kvalitet” i parforholdet.
Venskabssamtaler er de samtaler der plejer fortroligheden, nærheden og intimiteten i forholdet. Samtaler om løst og fast, om en selv, ens følelser i forskellige sammenhænge, lidt small talk, lidt sladder, om kolleger og andre emner eller interesser man kan lide at tale om. De er vigtige i et parforhold, og er med til at øge kvaliteten i parforholdet, hvis samtalerne altså er præget af de positive kommunikationsmønstre. Og der skal være lidt af ”det gode” hvis vi skal være kompromisindstillet som børnefamilien jo stiller krav om. Men dette er også de samtaler det kan være svære at få ført. Dels pga. livet med børn er præget af en del afbrydelser, manglende tid og fordi der hele tiden er noget at tage sig til. Og så handler det også om hvad der er blevet en vane. Men med prioritering er de mulige at få. Og børnene tåler også et ”nu taler vi lige”. Navigeringen i disse samtaler skal som nævnt være præget af de positive kommunikationsmønstre, som jeg beskriver nærmere nedenfor.
Konfliktsamtalerne er problematiske for mange par. Men uenigheder er ikke et problem i sig selv, men bliver det ofte hvis de præges af for megen negativ kommunikation. Det følgende beskriver nærmere hvad der præger negativ- og positiv kommunikation.
Negative kommunikationsmønstre, er tavshed (tilbagetrækning), nedladenhed, negativ fortolkning og konfliktoptrapningsmønstre. Tavshed er simpelthen når den ene går, eller beslutter sig for at trække sig ind i sig selv. Dette over tid. Nogle trækker sig i årevis, men den regning skal som regel betales senere i form af en skilsmisse. Nedlandenhed er når man kritisere den anden og siger negative ord om den anden. Negativ fortolkning er når man faktisk ikke lytter til den anden, men blot konkludere negativt på den andens udmelding. Konfliktoptrapning er når den ene part melder noget ud, og den anden part så forsvare eller angriber med noget andet. Dvs. den anden part lytter ikke ind til. Konfliktoptrapning sker nemt i en presset hverdag, men her kan en simpel undskyldning være balsam der hurtigt sørger for at man er videre. I det negative kommunikationsmønster dækker man over enten naturlige eller sin ”indlærte” sårbarhed.
Positive kommunikationsmønstre er at sige til når man har noget på hjertet. Det kan være alt fra ønsket om mere sex, ønsket om en tur i biografen, om nærvær til ønsket om hjælp til opvasken. ”At sige til” handler i høj grad om at sige hvad man gerne vil have. Ikke så meget om hvad der bliver gjort forkert. Forkert tager de fleste ilde op, mens ønsker ofte gerne i mødekommes. Være åben og lyttende (aktiv lyttende). Dvs. at man øver sig på at spørger ind til sin partner. Det gør man ved at bruge de sætninger der starter med ”hv”, som hvad, hvor, hvem, hvorfor, hvilke osv. Dette giver partnere en følelse af at blive lyttet til, taget alvorligt, være vigtig og føle sig værdsat. Vi ved at vi skal rose og anerkende vores børn. Men at rose og anerkende vores partner er undervurderet. Der er så meget at sige tak for hver dag, men ofte er det kritikken der bliver givet (i de forhold hvor det ender galt). Når man begynder at kritisere sin partner, skal man i stedet rette sin opmærksomhed mod hvad det er man gerne ville have eller hvad man eventuelt savner. De færreste bryder sig om kritik og reagere således derpå. Men hvis man i stedet siger at man gerne vil have flere kys, flere samtaler eller mere romantik, så er vejen kortere. Kritik udløser nemt et skænderi.
Men det er sådan at jo mere kritik, des mere negativt, mens jo mere påskønnelse, des mere positivitet. Og som det sidste skal man tale et emne færdigt ad gangen. Det er træls at tage en sag op som man ønsker behandlet i forholdet, som så ender ude på 7 revne uden man kan huske hvad det egentlig var man kom med. Det betyder at hvis en siger ”jeg kunne godt ønske mig at vi kysser mere”, og den anden så svare ”hvad så med opvasken?”, så bliver man ikke mødt i sit ønske og bliver måske irriteret. Partneren kan jo gøre første sag færdig ved at sige ok eller nej tak. Bliv ved emnet og afslut det før et nyt tages op.
Jeg oplever ofte at de diskussioner par havner i, dækker over et savn, en længsel, manglende kys, værdsættelse, samtaler, nærhed e.l. Men enten fordi man ikke selv genkender dette udækkede behov hos sig, eller har svært ved at bede om at få romantik, påskønnelse e.l., så er det nemmere at kritisere eller udstikke praktiske ordre. Det ender med et parforhold på afveje, eller minimum utilfredshed i parforholdet, som en handske der ikke rigtig passer.
Sarkasme og ironi er udbredt i dansk sprogbrug. Men det kan nemt skabe afstand hvis det ofte bruges i parforholdet. Man ved at det kan skabe utryghed og usikkerhed hos børn, da de ikke altid kan omsætte det. Men det samme kan gøre sig gældende i parforholdet og i hvert fald er det en anden kontakt man får ved ironi og sarkasme, end ved faktisk at være til stede med sig selv.
Ord som ”aldrig” og ”altid” kan få mange op af stolen. Vi bryder os ikke om at blive sat i så firkantet en bås, og jo især ikke når det er blandet med en kritisk bemærkning. Og ofte er det jo også en sandhed med modifikationer. Sjældent er man ”altid” eller ”aldrig”.
En af de ting der har vist sig gældende i parforhold der holder, er evnen til at blive gode venner igen. Nogle finder det uhyre svært, men med lidt øvelse kan det blive bedre. Det er i hvert fald med til at skabe afstand og nedbryde fortrolighed hvis tavsheden vare længe.
Nogle gange vil man ikke slippe idéen om at have ret, og det afholder så én fra at mødes igen. Men hvad vinder man egentlig? Måske har man ret, men det er ambitiøst at tro man skal overbevise den anden. Man kan jo prøve som øvelse at sætte sig stærkt ind i den andens synspunkter.
Dette bringer mig over i at det er en stor hjælp at blive enige om, at i ikke behøver at være enige. Man kan sagtens synes noget forskelligt og stadig leve side om side. Hvis det er noget det skal tages beslutning om, som f.eks. farven på en sofa, må man skiftes til at trække sig. Deri ligger evnen til kompromis.
Det kommer som er befrielse for mange at man ikke behøver at kunne forstå hinanden. Men derfor kan man jo godt lytte til den anden, og lade negative udtalelser om den andens synspunkt ligge.
Luk eventuelt skænderier med kys og kram. Det er svært at smile og skændes samtidig.
Og start med dig selv. Læs eventuel denne artikel sammen så man har et fælles udgangspunkt for de ødelæggende mønstre i parforholdets kommunikation. Man kan også søge hjælp til processen ”et bedre parforhold” hos en professionel terapeut.
Parliv og små børn
Offentliggjort juli 2009 på oestrogen.dk
http://www.oestrogen.dk/sitecore/content/websites/oestrogen,-d-,dk/Forside/Livplus/Foraeldre%20og%20Boern/parfoldet%20efter%20barnets%20ankomst.aspx
Parforhold er kun 30% kærlighed Romantikken og sexlivet kommer i baggrunden, når en baby kommer til. Parforholdet bliver hårdt arbejde i en periode, fortæller Psykoterapeut MPF Kickan Andersen.
torsdag 2.7.2009 20:07 - Af Line Urth, Mama.dk. Foto: Colourbox.
At få et barn sammen, er en af de største omvæltninger, man kan udsætte et parforhold for.
Når hverdagen går op i bleer, barneskrål og babymos, træder romantikken og parforholdet ofte i baggrunde
”Hvor man tidligere har haft et samliv, der var baseret på lyst, konkurrence og sex, har man som forældre fokus på ansvar, omsorg og opdragelse. Og det er ikke så gnistbetonet. Det har nogle svært ved at indstille sig på” fortæller sexolog Kickan Andersen til magasinet Forældre & Børn Baby.
”Og så er der et meget stort mediefokus på, hvor ofte det skal være, og hvor godt det skal være. Det betyder, at folk har nogle helt urealistiske forventninger til, hvor hot et sexliv de skal have – også efter baby er kommet. Men det er ikke realistisk at have sex to gange om ugen hver uge, lige når man har fået et barn”, fortsætter Kickan Andersen.
Fokus er ikke på parforhold eller egne lyster, men simpelthen på at opfylde det lille barns behov døgnet rundt. Og det er en stor opgave, der ikke levner meget overskud til andet end netop at amme, trøste og skifte bleer.
Ældre barn, mere overskud
Ifølge Kickan Andersen skal man være meget forsigtig med at gå ud fra, at parforholdet ligner et glansbillede i barnets første leveår.
”Men når barnet efterhånden bliver mere selvhjulpent, får man også mere overskud til sig selv – og til partneren.”
Mange par vil også opleve, at der sker noget, når kvinden, der som regel har den længste barsel, vender tilbage til jobbet.
Forældreskabet og den opmærksomhed, som barnet får, er naturligvis kommet for at blive, men forældrerollen bliver alligevel mindre dominerende, når man genoptager sit arbejdsliv. Og det er som udgangspunkt sundt for parforholdet.
Parforholdet er hårdt arbejde
Under alle omstændigheder er det ifølge Kickan Andersen meget vigtigt, at begge parter fuldt ud indstiller sig på, at livet er forandret for altid.
Hvor der før hovedsageligt var mere lyst og mindre pligt, er tingene nu vendt på hovedet.
”Parforholdet handler om 30 procent kærlighed og 70 procent vilje. Man er simpelthen nødt til at tage en beslutning om, at det her, det skal vi altså have til at virke,” slutter Kickan Andersen.